Urfænomenet

af Rudolf Steiner

Oversat¹⁾ af Jesper P. Schou fra:

INDLEDNING TIL GOETHES NATURVIDENSKABELIGE SKRIFTER

(1883-1897)

Kapitel XVI, 2: "Urfænomenet"

Kunne vi følge hele rækken af processer, som finder sted ved en eller anden sanseiagttagelse, fra nervens perifere ende i sanseorganet og ind i hjernen, så ville vi dog aldrig nå til det punkt, hvor de mekaniske, kemiske, organiske, kort sagt, de rums- og tidsmæssige processer ophører, og dét optræder, som vi egentlig kalder sanseiagttagelse, f.eks. fornemmelsen af varme, af lys, af lyd osv. Man kan ikke finde det sted, hvor den forårsagende bevægelse går over i sin virkning, sansningen. Kan vi da overhovedet tale om, at de to ting står i et forhold af årsag og virkning til hinanden?

Vi vil engang undersøge kendsgerningerne helt objektivt. Vi antager, at der optræder en bestemt fornemmelse i vores bevidsthed. Den optræder da samtidig således, at den viser os hen til en eller anden genstand, hvorfra den stammer. Når jeg har fornemmelsen rødt, så forbinder jeg i kraft af denne forestillings indhold i reglen en bestemt stedsangivelse dermed, dvs. et sted i rummet eller en tings overflade, som jeg tilskriver det, som denne fornemmelse udtrykker. Kun da er dette ikke tilfældet, når sanseorganet gennem en ydre indflydelse selv svarer på den måde, der er karakteristisk for det, som når jeg ved et slag på øjet har en lysfornemmelse. Disse tilfælde, hvor fornemmelserne i øvrigt aldrig optræder med samme bestemthed som ellers, vil vi se bort fra. Som undtagelsestilfælde kan de jo ikke belære os om tingenes natur. Har jeg fornemmelsen rødt med en bestemt stedsangivelse, så bliver jeg foreløbig vist hen til en eller anden ting i yderverdenen som bærer af denne fornemmelse. Nu kan jeg vel spørge mig selv: Hvilke rums- og tidsmæssige processer foregår i denne ting, mens den viser sig for mig som behæftet med den røde farve? Det vil da vise sig, at der frembyder sig mekaniske, kemiske eller andre processer som svar på mit spørgsmål.

Nu kan jeg gå videre og undersøge de processer, der er forekommet på vejen fra denne ting til mit sanseorgan for at formidle mig fornemmelsen af den røde farve. Dér kan der jo nu igen ikke vise sig andet for mig som en sådan formidler end bevægelsesprocesser, elektriske strømme eller kemiske forandringer. Det samme resultat måtte jeg komme til, hvis jeg kunne undersøge den videre formidling fra sanseorganet til centralstedet i hjernen. Hvad der bliver formidlet på hele denne vej, er den omtalte sansning af rødt. Hvordan denne sansning optræder i en bestemt ting, som ligger på vejen fra dens oprindelse til sansningen, det afhænger udelukkende af denne tings natur. Fornemmelsen findes på ethvert sted mellem det, der har fremkaldt den, og hjernen, men ikke som sådan, ikke eksplicit, men således som det svarer til den genstands natur, der befinder sig på stedet.

Deraf fås imidlertid en sandhed, som er egnet til at kaste lys over hele det teoretiske grundlag for fysikken og fysiologien. Hvad erfarer jeg ved undersøgelsen af en ting, som bliver grebet af en proces, der i min bevidsthed optræder som fornemmelse? Jeg erfarer ikke andet end måden, hvordan denne ting reagerer på den aktion, der udgår fra fornemmelsen, eller med andre ord: hvordan en fornemmelse lever sig ud i en eller anden genstand i den rums- og tidsmæssige verden. Langt fra, at en sådan rumlig-tidsmæssig proces er årsagen, der udløser fornemmelsen i mig, er langt snarere noget helt andet rigtigt: den rumlig-tidsmæssige proces er fornemmelsens virkning i en rumligt-tidsmæssigt udbredt ting. Jeg kunne endog indskyde vilkårligt mange ting på vejen fra det, der fremkalder fornemmelsen, til sanseorganet: i hvert af dem vil der herved kun foregå det, der i kraft af deres natur kan foregå i dem. Derfor, imidlertid, forbliver dog fornemmelsen dét, som lever sig ud i alle disse processer.

Man skal altså ikke se andet i luftens longitudinale svingninger ved lydformidlingen eller i æterens hypotetiske svingninger ved formidlingen af lys end den måde, hvorpå de pågældende fornemmelser kan optræde i et medium, der ud fra sin natur kun kan underkastes fortynding og fortætning hhv. svingende bevægelse. Fornemmelsen som sådan finder jeg ikke i denne verden, fordi den simpelthen ikke kan være der. I de nævnte processer har jeg imidlertid absolut ikke givet det objektive ved fornemmelsesprocesserne, men derimod en form for deres optræden.

Og spørger vi os nu: Af hvilken art er da disse formidlende processer selv? Undersøger vi dem da med andre midler end ved hjælp af vores sanser? Ja, kan jeg da undersøge mine sanser selv med andre midler end netop blot igen disse sanser? Er den perifere nerveende, er hjernens vindinger givet ved noget andet end ved sanseiagttagelse? Alt dette er lige subjektivt og lige objektivt, hvis denne skelnen overhovedet kunne antages at være berettiget. Nu kan vi gribe sagen endnu bedre an. Idet vi følger sansningen fra dens oprindelse til sanseorganet, undersøger vi ikke andet end den stadige overgang fra en sansning til en anden. Det ”røde” foreligger for os som dét, for hvis skyld vi overhovedet anstiller hele undersøgelsen. Det viser os hen til dét, der fremkalder det. Her iagttager vi andre fornemmelser som hængende sammen med dette røde. Det er bevægelsesprocesser. Disse optræder så som yderligere bevægelsesprocesser mellem det, der fremkalder, og sanseorganet osv. Men alt dette er ligeledes sansede fornemmelser. Og de viser sig ikke som andet end en metamorfose af processer, der – for så vidt de overhovedet kommer i betragtning for den sanselige iagttagelse – helt og holdent opløser sig i sansninger.

Den sansede verden er altså ikke andet end en sum af metamorfoserede sansninger.

Vi måtte for bekvemmelighedens skyld betjene os af en udtryksmåde, der ikke kan bringes fuldstændigt i overensstemmelse med det nuværende resultat. Vi sagde, at enhver ting, der var skudt ind i mellemrummet mellem fremkalder og sanseorgan, ville bringe en fornemmelse til udtryk på den måde, der var i overensstemmelse med tingens natur. Strengt taget er tingen jo ikke andet end summen af de processer, som hvilke den optræder.

Man vil nu indvende: med denne vores slutningsmåde skaffer vi alt varigt i den fortløbende verdensproces af vejen, vi gør – som Heraklit – tingenes forvandling, hvori intet forbliver bestående, til det eneste verdensprincip. Bag fænomenerne må der findes en ”ting i og for sig” [”Ding an sich”], bag forandringernes verden må der findes en ”varig materie”. Lad os derfor engang undersøge mere nøjagtigt, hvad det da egentlig overhovedet har på sig med denne ”varige materie”, denne ”varighed i det omskiftelige”.

Når jeg stiller mit øje over for en rød flade, så optræder fornemmelsen af rødt i min bevidsthed. Ved denne fornemmelse må vi nu skelne mellem begyndelse, varighed og slutning. Over for den forbigående fornemmelse skal der nu stå en varig, objektiv proces, der som sådan igen er begrænset objektivt i tiden, dvs. den har begyndelse, varighed og slutning. Denne proces skal imidlertid foregå i en materie, som er uden begyndelse og slutning, dvs. den er uforgængelig, den er evig. Denne materie skal være det egentligt varige i processernes vekslen. Følgeslutningen ville måske have nogen berettigelse, hvis tidsbegrebet på den ovennævnte måde var anvendt rigtigt på fornemmelsen. Men er vi da ikke nødt til at skelne strengt mellem fornemmelsens indhold og dens optræden? I min sansning er begge dele ganske vist et og det samme; for fornemmelsens indhold må jo være til stede i fornemmelsen selv, ellers kom den jo slet ikke i betragtning for mig. Men er det ikke fuldstændig ligegyldigt for dette indhold, taget rent som sådant, at det netop træder ind i min bevidsthed nu i dette øjeblik og efter så og så mange sekunder træder ud af bevidstheden igen? Dét, som udgør fornemmelsens indhold, dvs. dét, som alene kommer objektivt i betragtning, er fuldstændig uafhængigt deraf. Men nu kan dét dog ikke anses for at være en væsentlig betingelse for en sags bestand, som er fuldstændig ligegyldigt for sagens indhold.

Men heller ikke for en objektiv proces, der har begyndelse og slutning, er vores anvendelse af tidsbegrebet rigtig. Når en ny egenskab ved en bestemt ting dukker op, holder sig i nogen tid i forskellige udviklingstilstande og så igen forsvinder, så må vi også hér anse denne egenskabs indhold for det væsentlige. Og det væsentlige har som sådant absolut intet at gøre med begreberne begyndelse, varighed og slutning. Ved det væsentlige forstår vi her dét, hvorigennem en ting egentlig netop er dét, den viser sig som. Det kommer ikke an på, at noget dukker op på et bestemt tidspunkt, men derimod hvad der dukker op. Summen af alle disse bestemmelser, der er udtrykt med ”hvad”, udgør verdens indhold. Nu udlever dette ”hvad” sig imidlertid i de mangfoldigste bestemmelser, i de mest forskelligt artede udformninger. Alle disse udformninger står i forhold til hinanden, de betinger hinanden gensidigt. Derved indtræder de i adskillelsens forhold i rum og tid [das Verhältnis des Auseinander nach Raum und Zeit]. Men materiebegrebet kan kun takke en helt forfejlet opfattelse af tidsbegrebet for sin tilblivelse. Man tror at forflygtige verden til væsensløst skin, når man ikke tænker sig, at der til grund for tildragelsernes foranderlige sum ligger noget i tiden bestandigt, noget uforanderligt, som forbliver, mens dets bestemmelser skifter. Men tiden er jo ikke et kar, hvori forandringerne udspiller sig; den er ikke til stede før tingene og uden for disse. Tiden er det sanselige udtryk for den omstændighed, at kendsgerningerne ud fra deres indhold er afhængige af hinanden i en rækkefølge. Lad os antage, vi havde at gøre med et kompleks af kendsgerninger a₁b₁c₁d₁e₁, som skulle sanses. Et andet kompleks a₂b₂c₂d₂e₂ afhænger med indre nødvendighed af dette første; indholdet af det sidste indser jeg, når jeg lader det fremgå ideelt af det første. Nu antager vi, at begge komplekser fremtræder som fænomen. For hvad vi før talte om, var disse kompleksers væsen, der hverken er tids- eller rumagtigt. Når a₂b₂c₂d₂e₂ skal optræde som fænomen, så må a₁b₁c₁d₁e₁ ligeledes være fænomen, og vel at mærke således, at a₂b₂c₂d₂e₂ nu også viser sig i sin afhængighed deraf. Det vil sige, fænomenet a₁b₁c₁d₁e₁ må først være til stede, gøre plads for fænomenet a₂b₂c₂d₂e₂, hvorpå dette sidste optræder. Her ser vi, at tiden først optræder der, hvor en tings væsen bliver fænomen. Tiden tilhører fænomenernes verden. Den har ikke noget at gøre med væsenet selv. Dette væsen kan kun fattes ideelt. Kun dén, der ikke kan fuldføre denne vej tilbage fra fænomen til væsen i sin tankegang, hypostaserer tiden som noget, der går forud for tingene. Så behøver han imidlertid en eksistens, som varer længere end forandringerne. Som en sådan opfatter han den uforgængelige materie. Dermed har han skaffet sig en ting, som tiden ikke skal kunne gøre noget, som består i al vekslen. Strengt taget har han kun vist sin manglende evne til at trænge fra kendsgerningernes tidsmæssige tilsynekomst frem til deres væsen, som ikke har noget at gøre med tiden. Kan jeg da sige om en tings væsen: det opstår eller forgår? Jeg kan kun sige, at tingens indhold betinger et andet indhold, og at denne betingelse så viser sig som tidsfølge. En tings væsen kan ikke ødelægges; for det er uden for al tid og betinger selv denne. Dermed har vi samtidig kastet lys over to begreber, som der endnu kun er ringe forståelse for, væsen og fænomen. Den, der på vores vis opfatter sagen rigtigt, kan ikke søge efter et bevis for uforgængeligheden af en tings væsen, fordi forgængeligheden indebærer tidsbegrebet, som ikke har noget at gøre med væsenet.

Efter disse redegørelser kan vi sige:

Det sansegivne verdensbillede er summen af metamorfoserede sanseindhold uden en til grund liggende materie.

Vores bemærkninger har imidlertid vist os endnu noget mere. Vi har set, at vi ikke kan tale om sansningernes subjektive karakter. Når vi har en sansning, kan vi følge processerne fra fremkalderen til vores centralorgan: intetsteds vil der her være at finde et punkt, hvor springet fra objektiviteten i det ikke-sansede til det subjektive i det sansede skulle kunne eftervises. Hermed er sanseverdenens subjektive karakter gendrevet. Sansningens verden står som et på sig selv begrundet indhold, som foreløbig endnu slet ikke har noget at gøre med subjekt og objekt.

Med redegørelserne ovenfor træffes naturligvis kun det materiebegreb, som fysikken lægger til grund for sine betragtninger, og som den identificerer med det gamle, ligeledes urigtige substansbegreb fra metafysikken. Et er at opfatte materien som det egentlige reale, der ligger til grund for fænomenerne, noget andet er at opfatte materien som fænomen, som tilsynekomst. Vores betragtning drejer sig kun om det første begreb. Det sidste berøres ikke af den. For når jeg kalder det, der udfylder rummet, ”materie”, så er det kun et ord for et fænomen, som ikke skal tilskrives højere realitet end andre fænomener. Blot er jeg nødt til i den forbindelse hele tiden at holde mig denne materiens karakter for øje.

Al videnskabs objekt er den verden, der består af, hvad der viser sig for os som sansning, dvs. det udbredte, bevægelse, hvile, kraft, lys, varme, farve, lyd, elektricitet osv.

Hvis nu det sansede verdensbillede var et sådant, at det uden tilsløring udlevede sig ud fra sit væsen på den måde, som det optræder foran os for vores sanser; med andre ord, hvis alt, der optræder som fænomen, var et aldeles uforstyrret, fuldkomment aftryk af tingenes indre væsen, så var videnskab den mest unødvendige sag i verden. For erkendelsens opgave ville allerede fuldstændigt og uden mangler være opfyldt i og med sansningen. Ja, da kunne vi slet ikke skelne mellem væsen og fænomen. Begge ville falde fuldstændig sammen som værende identiske.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Lad os antage, at elementet A, som er indeholdt i kendsgerningernes verden, står i en vis sammenhæng med elementet B. Begge elementer er naturligvis ifølge vores redegørelser ikke andet end fænomener. Igen kommer sammenhængen til syne som fænomen. Dette fænomen vil vi kalde C. Hvad vi nu kan konstatere inden for kendsgerningernes verden, er forholdet mellem A, B og C. Nu består der imidlertid uendelig mange sådanne elementer i den sansbare verden ved siden af A, B og C. Lad os tage et vilkårligt fjerde, D; det føjes til, og straks vil alt vise sig modificeret. I stedet for, at A i forening med B fører C med sig, vil der ved tilføjelsen af D optræde et væsentligt andet fænomen, E.

Herpå kommer det an. Når vi træder over for et fænomen, så ser vi det betinget på mangfoldig vis. Vi må opsøge alle relationer, hvis vi skal forstå fænomenet. Nu er disse relationer imidlertid forskellige, nærmere og fjernere. Står et fænomen E over for mig, så er andre fænomener i nærmere eller fjernere relationer foranledningen dertil. Nogle er ubetinget nødvendige for overhovedet at lade et sådant fænomen opstå, andre ville vel ikke hindre, at et således artet fænomen kunne opstå, hvis de var fraværende; men de betinger, at det netop opstår således. Deraf ser vi, at vi må skelne mellem et fænomens nødvendige og tilfældige betingelser. Fænomener, der opstår således, at kun de nødvendige medvirker dertil, kan vi nu kalde oprindelige, de andre afledte. Når vi forstår de oprindelige fænomener ud fra deres betingelser, så kan vi ved tilføjelse af nye betingelser ligeledes forstå de afledte.

Her bliver videnskabens opgave klar for os. Den må trænge så vidt gennem den fænomenale verden, at den opsøger fænomener, der kun er afhængige af nødvendige betingelser. Og det sprogligt-begrebsmæssige udtryk for sådanne nødvendige sammenhænge er naturlovene.

Når man træder over for en sfære af fænomener, så kan man altså, så snart man er ude over den blotte beskrivelse og registrering, først og fremmest identificere de elementer, der betinger hinanden nødvendigt, og stille dem hen som urfænomener. Dertil må man så føje de betingelser, der allerede står i et fjernere forhold til elementerne for at se, hvordan de modificerer de oprindelige fænomener.

Dette er videnskabens forhold til fænomenernes verden: I den sidste kan fænomenerne udmærket optræde som afledte, derfor er de til at begynde med uforståelige; i den første optræder urfænomenerne forrest, og de afledte optræder som følge, hvorved hele sammenhængen bliver forståelig. Videnskabens system adskiller sig fra naturens system derved, at i videnskaben frembringes fænomenernes sammenhæng af forstanden, hvorved den bliver forståelig. Videnskaben skal under ingen omstændigheder føje noget som helst til fænomenernes verden, men derimod skal den blotlægge dennes tilslørede relationer. Al forstandsbrug skal udelukkende indskrænke sig til dette sidste arbejde. Ved at gå tilbage til noget, der ikke viser sig som fænomen, for at forklare fænomenerne overskrider forstanden og al videnskabelig udfoldelse deres beføjelser.

Kun den, der hér indser vores udledningers ubetingede rigtighed, kan forstå Goethes farvelære. Det lå Goethe fuldstændig fjernt at tænke over, hvad sansninger som f.eks. lyset eller farven ellers skulle være ud over det væsen, som hvilket de optræder. For han kendte den forstandige tænknings beføjelser. For ham var lyset givet som fornemmelse. Når han nu ville forklare sammenhængen mellem lys og farve, så kunne det ikke ske ved en spekulation, men derimod kun gennem et urfænomen, idet han opsøgte den nødvendige betingelse, der skal føjes til lyset for at lade farven opstå. Newton så også farven opstå i forbindelse med lyset, men han tænkte i stedet spekulativt efter: Hvordan opstår farven ud af lyset? Det lå i hans spekulative tankeart; i Goethes tankeart, som holdt sig til genstandene og forstod sig selv rigtigt, lå det ikke. Derfor måtte Newtons antagelse: ”Lyset er sammensat af farvet lys” fremstå for ham som resultat af en urigtig spekulation. Goethe anså sig kun for at være berettiget til at udsige noget om sammenhængen mellem lys og farve under tilføjelse af en betingelse, og bestemt ikke til at sige noget om lyset selv gennem tilføjelse af et spekulativt begreb. Deraf hans sætning: ”Lyset er det mest simple, udelte, homogene væsen, vi kender. Det er ikke sammensat.” Alle udsagn om lysets sammensætning er jo kun forstandens udsagn om et fænomen. Forstandens beføjelse strækker sig imidlertid kun til udsagn om fænomeners sammenhæng.

Hermed er den dybere grund blotlagt, hvorfor Goethe ikke kunne bekende sig til Newtons teori, da han så gennem prismet. Prismet havde måttet være den primære betingelse for farvens opståen. Der viste sig imidlertid en anden betingelse som mere oprindelig for farvens opståen, tilstedeværelsen af noget mørkt; prismet viste sig først som sekundær betingelse.

Med disse udredninger mener jeg at have skaffet alle hindringer af vejen for læseren af Goethes farvelære.

Havde man ikke hele tiden søgt denne forskel mellem de to farveteorier i to hinanden modstridende udlægningsmåder, som man så simpelthen ville undersøge med hensyn til deres berettigelse, så ville Goethes farvelære for længst være påskønnet i sin høje, videnskabelige betydning. Kun dén, der er helt opfyldt af så grundforkerte forestillinger, som denne er, at man er nødt til gennem forstandig eftertanke at gå fra sansningerne tilbage til sansningernes årsag, kun dén kan opkaste spørgsmålet på den måde, som den nutidige fysik gør det. Dén, som imidlertid er blevet virkelig klar over, at dét at forklare fænomenerne ikke vil sige andet end at iagttage disse i en sammenhæng frembragt af forstanden, han må i princippet acceptere Goethes farvelære. For den er følgen af en rigtig anskuelsesmåde af vores tænknings forhold til naturen. Newton havde ikke denne anskuelsesmåde. Det falder mig naturligvis ikke ind at ville forsvare alle enkeltheder i Goethes farvelære. Hvad jeg vil vide opretholdt, er kun princippet. Ej heller kan det her være min opgave at udlede de på Goethes tid endnu ukendte fænomener i farvelæren af hans princip. Skulle jeg engang få den lykke at besidde tid og midler til at skrive en farvelære, som var helt på højde med naturvidenskabens moderne resultater, så måtte den antydede opgave løses udelukkende i en sådan farvelære. Jeg ville betragte det som hørende til mine skønneste livsopgaver. Denne indledning kunne kun strække sig til den videnskabeligt strenge retfærdiggørelse af Goethes tænkeart i farvelæren. I det følgende skal der nu også yderligere kastes et lys over den indre opbygning i denne.

Henvisninger:

1) Oversat efter: R. Steiner: Goethes Naturwissenschaftliche Schriften. Herausgegeben von Rudolf Steiner. Bd. III, (1890), Kap. XVI, 2: Das „Urphänomen“. GA 1a-e. Dornach 1975, S. X-XVII. Fotomekanisk genoptryk af den oprindelige udgave fra 1883-1897.

Rudolf Steiner planlagde en samlet, på ny gennemarbejdet udgave af alle sine indledninger og kommentarer til Goethes naturvidenskabelige skrifter. Han nåede at lave enkelte ændringer af mest tydeliggørende art i det centrale kapitel Das „Urphänomen”. Disse ændringer er med i denne oversættelse. På grund af hans død 25.marts 1925 kunne resten af det planlagte ikke fuldføres. Hvad der forelå – med eller uden Rudolf Steiners bearbejdning – blev udgivet 1926 under titlen: „Rudolf Steiner: Goethes Naturwissenschaftliche Schriften”. En uændret udgave fandt sted i 1949 – og i 1962 som paperback.

Oversætterens kommentar:

Jesper P. Schou, februar 2021.